PÅSKE I MARSTAL ER LIGE MED ÆGGEKOGNING PÅ ERIKS HALE. SKAL DU VÆRE MED?
Måske har du hørt om det? Øboernes helt særlige tradition, hvor de mødes på stranden påskelørdag i al slags vejr for at koge æg, grille pølser og skåle med hinanden. Efterhånden har mange af øens gæster også fået øjne op for traditionen og er hoppet med på idéen.
På Hotel Udsigten tænder vi skibsovnen og triller også mod Eriks Hale, og du kan være med i optoget. Vi pakker æg og øl til turen, Tilmeld dig på kontakt@udsigtenmarstal.dk
Lidt mere historie…
Dagene op til Påskelørdag, og særligt på dagen, er færgerne propfyldte, alle skal “hjem” til Ærø og koge æg. Byens gader ligger øde hen, og butikker samt museer holder lukket med et skilt i døren: “Vi koger æg!” I hundredvis samles man øen rundt og laver bål på stranden – ofte med to, tre eller flere generationer om det samme bål. Dagen lang bliver der kogt æg, ristet pølser og fortalt røverhistorier. Og det hele skylles ned med en håndbajer – måske endda en lokal påskebryg fra Ærø Bryggeri.
Traditionen kendes tilbage til omkring år 1900, hvor de ældre børn gik rundt til gårdene Påskelørdag, sang for beboerne og fik æg, som de tog med til stranden og kogte i havvand. Eller måske var det gårdenes piger og karle, der endelig havde fået en fridag og gerne ville fejre det i festligt lag. Oprindelsen til denne skik står lidt hen i det uvisse.